Hvilken rolle spiller guld i centralbankernes reserver?

Centralbanker og guld har en lang historie, selv om brugen af guld som penge er årtusinder ældre end de etablerede monetære myndigheder. Centralbankernes brug af guld har spillet en vigtig rolle i udformningen af den moderne verden. Den store periode med global økonomisk ekspansion mellem afslutningen af Napoleonskrigene (1815) og Første Verdenskrig (1914) blev utvivlsomt delvis muliggjort af indførelsen af en guldstandard, et monetært system, hvor et lands valuta har en værdi, der er direkte knyttet til guld. Den resulterende valutastabilitet gav mulighed for en bemærkelsesværdig periode med voksende handel og globale investeringer. Dette faldt sammen med åbningen af massive guldforekomster i Amerika, det sydlige Afrika og Australasien, hvilket skabte en global ekspansion ved effektivt at smøre verdens pengemængde. Systemet blev i vid udstrækning kontrolleret af Bank of England i samarbejde med andre centralbanker. Det sluttede med udbruddet af Første Verdenskrig, hvor de fleste krigsførende nationer suspenderede den frie konvertibilitet af guld. I mellemkrigstiden havde nogle landes genetablering af en guldstandard blandet succes. I begyndelsen af 1930’erne måtte et stigende antal lande opgive guldstandarden på grund af den store depression. Efter Anden Verdenskrig blev Bretton Woods-systemet hvor guld – igen – spillede en nøglerolle i de politikker, som verdens største centralbanker vedtog. Bretton Woods var baseret på en implicit binding af valutaer til guld. De deltagende centralbankers valutaer var enten bundet til den amerikanske dollar eller til guldprisen direkte. Systemet fungerede, fordi USA havde store mængder guldreserver. Den efterfølgende valutastabilitet spillede en stor rolle i at sikre den økonomiske genopretning efter krigen. Bretton Woods-systemet kollapsede reelt i 1971 på grund af iboende modsætninger og spændinger i systemet. Befriet fra Bretton Woods’ begrænsninger steg guldprisen markant i resten af årtiet, i høj grad drevet af tocifret inflation, da centralbankerne førte en ekspansiv politik. Afslutningen på Bretton Woods betød, at guld ikke længere spillede en central rolle i det internationale finansielle system, og at ædelmetaller ikke længere blev prioriteret af centralbankerne. Men mere end fem årtier efter Bretton Woods-systemets sammenbrud spiller guld fortsat en nyttig rolle i det internationale finansielle system og udgør en betydelig del af de globale valutareserver. Den officielle sektors køb af guld er en vigtig, omend lidet diskuteret, del af efterspørgslen efter guld. Centralbankerne er tilsammen verdens største indehavere af ædelmetaller, og deres købs- og salgsbeslutninger kan have en betydelig indvirkning på priserne. Alle uafhængige centralbanker i verden ejer i det mindste nogle ædelmetaller. Guldets status som valuta bekræftes derfor af, at ædelmetaller regnes som en del af en centralbanks valutareserver. Det er den eneste råvarevaluta, der har overlevet som penge i den elektroniske tidsalder. Det tyder på guldets unikke monetære status.

Et af de mest interessante træk ved centralbankernes guldreserver er den brede fordeling af beholdningerne Sidste år akkumulerede centralbankerne guld i det hurtigste tempo siden slutningen af 1960’erne, en periode, hvor Bretton Woods-systemet var ved at være slut. Den officielle sektor har dog ikke altid været en køber af ædelmetaller. En lang række guldsalg fra centralbankernes side, som begyndte i 1991, begyndte at aftage i starten af dette århundrede.

Tabel 1: Centralbankbeholdninger i hele verden

Kilde: IFS, HSBC

Procentdelen af de samlede valutareserver, der holdes i guld, beregnet af World Gold Council. Værdien af guldbeholdninger beregnes ved hjælp af LBMA-guldprisen ultimo måneden, der offentliggøres dagligt af ICE Benchmark Administration. I januar 2023 var guldprisen ved månedens udgang 1.923,9 USD/oz. Data for værdien af andre reserver er taget fra IFS-tabellen “Total Reserves minus Gold”.

Beholdning af guld

Et af de mest interessante træk ved centralbankernes guldreserver er den brede, varierende og ujævne fordeling af beholdningerne. I gennemsnit har regeringer omkring 10 % af deres officielle reserver i guld, men det varierer meget, og beholdningerne blandt verdens centralbanker er meget skæve (se tabel 1). Centralbankerne i euroområdet, herunder Den Europæiske Centralbank (ECB), har betydelige mængder guld. USA og Japan er også betydelige indehavere, og USA er verdens største officielle indehaver af ædelmetaller og står for lidt under en fjerdedel af alt centralbankguld. Underskriverne af Central Bank Gold Agreement (CBGA), som er en delmængde af euroområdet, har omkring 30 % af alt centralbankguld. Medlemmerne af denne gruppe var betydelige sælgere i 1990’erne og det første årti af dette århundrede, og deres salgsmønstre spillede en rolle i bear-markedet i en stor del af denne periode. CBGA, som regulerede underskrivernes salg fra 1999 og blev forlænget hvert femte år i 20 år, sluttede officielt i september 2019. På trods af robuste opkøb i de senere år af centralbanker på de nye markeder (EM) overvejer OECD-bankerne fortsat deres beholdninger. Som andel af centralbankernes samlede reserver er guldets andel også faldet i løbet af årtierne (se figur 1).

Hvorfor øger centralbankerne deres guldbeholdning?

Hvad er rationalet bag en centralbanks opretholdelse af eksisterende beholdninger eller forøgelse af guldreserverne? Og hvad har udløst en ny periode med køb af ædelmetaller? Selvom guld ikke længere spiller en afgørende rolle i den internationale finansverden, betragtes det stadig som en værdifuld del af et lands valutareserver.
Nogle af grundene til, at reserveforvaltere vælger at holde guld , er: – Porteføljediversificering. Guld kan fungere som en porteføljediversificering og reducere risikoen ved at holde andre nationers valutaer og gældsinstrumenter. Guldkøb kan være en måde at reducere tunge USD-beholdninger på. Dette synes at være en stigende årsag i de senere år.
– Risikominimering: Guld har ingen modpartsrisiko, hvilket betyder, at der ikke er nogen kreditrisiko forbundet med at have guld.
– Internationale betalinger: Guld kan bruges i en betalingsbalancekrise som den, der opstod under Asien-krisen i 1997-98, og kan bruges til at dække vigtig import eller støtte en national valuta. Det kan også tjene som sikkerhed for lån.

– Nødfinansiering.
Guld er pålideligt i nødsituationer.
I tider med nationale nødsituationer eller konflikter, hvor nationale valutaer måske ikke kan indløses, kan guld mobiliseres – Arv Mange centralbanker på de udviklede markeder har betydelige mængder guld i form af arv fra årtier tilbage.
– Prestige For nogle EM-centralbanker kan der være en tendens til at efterligne OECD’s guldbeholdninger. Ikke-OECD-centralbanker som People’s Bank of China (PBoC) og Reserve Bank of India rykker op ad ranglisten, når det gælder centralbankernes guldbeholdning. Selv om nogle mindre centralbanker i de nye vækstøkonomier måske har relativt små mængder fysisk guld, kan det stadig udgøre en stor andel af deres samlede reserver på grund af tilsvarende lave valutareserver. Guld er fortsat en nyttig og robust komponent i en centralbanks portefølje, og mange centralbankers beholdninger er langt fra statiske. Reserveforvalternes beslutninger om guldallokering afhænger af en lang række faktorer, herunder politiske mål, risikotolerance, omkostninger og lignende – men ædelmetallernes status synes at være bundsolid. Mens den globale økonomi fortsætter med at udvikle sig, ser den økonomiske og geopolitiske usikkerhed ud til at være stigende, hvilket skaber en atmosfære, hvor centralbankerne kan fortsætte med at øge deres beholdninger af guld.

Om Vikingen

Med Vikingens signaler har du en god chance for at finde vinderne og sælge i tide. Der findes mange værdipapirer. Med Vikingens autopiloter eller tabeller kan du sortere de mest interessante ETF’er, aktier, optioner, warrants, fonde og så videre. Vikingen er et af Sveriges ældste aktieanalyseprogrammer.

Klik her for at se, hvad Vikingen tilbyder: Detaljeret sammenligning – Aktiemarkedsprogram for dig, der vil være endnu rigere (vikingen.se)